Vi skal og kan generobre omsorgen, så vi kan yde professionel sygeplejefaglig omsorg hver dag – hele ugen!
Det og meget mere blev vi mindet om på temadagen om ‘omsorg som værdi i sygeplejen, med Charlotte Delmar og Jacob Birkler som oplægsholdere.
At vi skal ‘øjne’ patienten og mærke hvad der rører sig og ikke bare bemærke, fordi værdier er noget vi indstiller os på og ikke bare udstiller.
Sidst på dagen blev omsorgens vigtighed udfoldet endnu mere i sangen ‘Du spør mig om omsorg,’ der er skrevet til temadagen:
DU SPØR MIG OM OMSORG….
Mel: Du spør mig om håbet……
Når håbløs- og meningsløsheden
og udsigtsløsheden har tag.
Den rammer os hårdt ind i freden,
os lammer og hæmmer hver dag.
Der er garanti for behandling – vi ved.
Men det som os hjælper er medmen´sk´lighed.
Er omsorg et BLIK for patienten ?
At møde ham der hvor han er?
At helbrede, lindre og trøste,
og tillade tid til nærvær.
Du dårlig samvittighed får hvis man ser,
du sidder ved sengen – mens travlhed der er.
Hvad handler det om – at gi´ omsorg?
Betydningen – er den så stor?
Vi lader de pårørende gør´ det
og frivillighjælp- dem betror.
Når vi koncentrerer os om medicin,
behandling at give – så må den vær´ fin!!
Nej, lad os værdisætte omsorg,
og sikre patienten bli´r set.
Vi prioriterer at lindre
og lytte til ord der bli´r bedt.
Vi må have øje for åndelighed.
Eksistentielle behov skrive ned.
Du spør` mig om omsorg – hvad er det?
Til os er det kommet engang.
I kærlighed må den udøves,
en varm hånd – en stemme med klang.
Så må vi med værdighed videre gi`
og være til stede med god energi.
Tekst: Hospicesygeplejerske Britta Eckhardt og medlem af bestyrelsen + Jens Korsgaard
Melodi: med tilladelse af Mads Granum
Hent sangen Du spør mig om omsorg – HER
Refleksion af bestyrelsesmedlem Britta Eckhardt
Jul med levende og savnede
Jeg er lige blevet uddannet som certificeret sorgvejleder via Mai-Britt Guldins uddannelse med fokus på fortællingen og bevidning. (Det narrative perspektiv).
I den forbindelse er jeg blevet bevidst om, hvor stor betydning det har at tale med den sørgende om den mistede, elskede person.
Og nu her, hvor julen står for døren, er det, at vi skal blive bedre til at ”invitere vores døde med rundt om det tændte juletræ”, og tale om den, vi savner og ikke flygte fra sorgen. For rigtig mange, der har mistet i løbet af året, bliver dette den første jul uden deres elskede. En jul hvor døden har skilt dem fra deres kære. Og for mange andre en aften, hvor man savner uendeligt meget, selvom det er flere år siden, man har mistet. Mange efterladte vil prøve at holde jul som ”vi plejer”, for alt skal være så normalt som muligt med gaver, julepynt og mad. Men intet er, som det plejer at være. Der er én, der mangler. Mange vælger også helt at droppe alt det julehurlumhej og lukker sig inde i sig selv. Der er ingen glæde. Kun mørke.
Sådan kan mørket også fylde det hele for os, hvis vi bærer på skuffelser, nederlag, sygdom og tristhed. Her er budskabet til os nu i adventstiden, at vi har noget godt i vente! Et lys vil komme til os og lyse op i vores mørke.
For verden var aldrig helt forladt. Gud tændte en stjerne på himlen, og dem, der sidder i mørke, skal se et stort lys. Et lys, der kom til jord julenat og vil følge os alle årets dage. Et lys, som Gud i sin kærlighed sendte til håb og glæde for hvert eneste menneske!
”Frygt ikke”, sagde englen til hyrderne på marken. ”Frygt ikke” siges til os, uanset hvilken situation vi er i. Det er den sande trøst og glæde, at Gud blev menneske og slår følge med os og kender vores bekymringer og sorg og savn. Vi må fejre jul med både levende og afdøde. Der er så meget, vi med minderne aldrig kan miste. Håbets lys blev tændt i mørket, og vi kan fejre jul med glæde og tak for Guds gave, som vi må modtage.
Frimodigt kan vi synge J. C. Hostrups julesalme. Den synger vi i min familie med fætre og kusiner hvert år 2. juledag i den tradition, som min mormor og morfar begyndte i 1960, og som vi hvert år trofast har holdt traditionen i hævd med:
Julebudet til dem, der bygge
her i mørket og dødens skygge,
det er det lys, som, aldrig slukt,
jager det stigende mulm på flugt,
åbner udsigten fra det lave,
trøster mildelig mellem grave.
Sansende sommer
Sommer er duften af hyld, græs, varm asfalt og havluft.
Sommer er smagen af søde jordbær og kølende is.
Sommer er lyden af fuglefløjt og åens klukken.
Sommer giver følelsen af, at det er nu, vi er her, nu vi lever.
I hverdagens travlhed kan det ske, at vi glemmer vores eget livs huskeseddel.
Der er een, der har kaldt det en af livets store tragedier.
For med huskesedlen har vi også mistet påmindelsen:” Hvad var det egentlig, jeg skulle her?”
Sommer er langsomhed, hvor vi får os selv med og kan være sammen på en nærværende måde.
Langsomhed og enkelhed kan hjælpe os med at genfinde vores livs huskeseddel. Der bliver plads til eftertanken. Og taknemmeligheden for de små ting.
Guds fred og glæde kan finde vej til os. Vi kan få tanket op, vi kan få nye kræfter. Sommeren vil berige os og gives som en gave.
Pax et bonum – fred og alt godt!
Kirsti Kjeldsen, næstformand i DKS
‘I påsken får jeg Guds bevis på, at jeg er elsket’ skriver sygeplejerske Kirsti Kjeldsen i påskerefleksionen -som også handler om skam og om at blive set på med et nådigt blik.
Hvad er det med skammen? Den smertelige og urolige følelse, der kan overmande enhver?
Den fylder mere og hos flere, end vi måske umiddelbart tror og har også vist sig mange gange det sidste år med COVID-19, hvor så mange har oplevet at blive skamfulde og også set på med dømmende blikke.
Skamfuldhed er vokset i kraft af, at vi kan så meget – og ikke kan leve op til at være perfekte.
Andre kan dømme os. Men er vi selv måske vores egen hårdeste dommer?
Vi ser vores egne fejl og mangler. Vi synes ikke, vi slår til. Vi bliver ikke altid hørt, set, taget imod, og vi kan føle os forkerte. Med hvilke øjne ser vi på os selv? Er det med strenge øjne?
Skammen lever sit liv i det skjulte og næres af negativ selvevaluering. Bliver den taget frem i det åbne – bliver delt, mister den sin næring og kraft.
Skammens største frygt er at blive udstødt, ikke at høre til.
I påsken får jeg Guds bevis på, at jeg er elsket.
Elsket som den jeg er.
Jeg kan ikke gøre noget for at blive elsket mere – og jeg kan ikke gøre noget for at blive elsket mindre.
Jeg er allerede elsket. Jeg hører til.
I en af de ældste salmer, synger vi om Jesus: Du tog vor skyld og bar vor skam.
Hvilken gave! Jeg bliver set på med et blik fyldt af omsorg og nåde.
Hvem er da jeg, at jeg skulle holde fast i mit strenge blik på mig selv?
Nej, jeg kan give slip på skammen, som Han bærer, og må også selv tænke omsorgsfuldt og nådigt om mig!
TAK for påskens gave!
O Jesus Krist, Guds Søn, Guds Lam,
som vil os Himmerig give,
du tog vor skyld og bar vor skam,
vor sjæl at holde i live;
for os du døde og opstod,
du købte os med dit dyre blod,
vor salighed est du alene.
(Aleneste Gud i Himmerig DSS 325)
Her hvor vi alle sammen er ved at være mere eller mindre corona-trætte, stiller tidligere hospicesygeplejerske Grete Schärfe spørgsmålet:
Mon jeg er den eneste, der har tænkt: “Nu må det snart være nok!”, når …
• nyhederne endnu en gang giver bekymring og usikkerhed om, hvor længe
restriktionerne varer?
• vi hører om endnu en ny mutation?
• en kollega fortæller om sin mistrivsel, angst og udmattelse?
• endnu en ven ringer og fortæller, at han har fået corona?
• jeg skal ringe til de gamle i min familie og aflyse besøg endnu en gang pga. symptomer
der kunne være corona?
• jeg mærker min egen corona-træthed, hudsult og længsel efter knus, fysisk fællesskab
og nærvær?
Hvordan reagerer vi, når alt dette overvælder os?
Giver vi os selv lov til at råbe til Gud: “Nu kan det være nok!”?
Det gjorde Elias (1. Kongebog kapitel 19 vers 4). Han var totalt udmattet efter en hård kamp
med de hedenske profeter på Karmels Bjerg, og nu hørte han, at dronning Jezabel ville have
ham slået ihjel. Oven i udmattelsen var han truet på livet. Ligesom mange af vores kolleger i
dag.
Der står om Elias, at han “blev bange”. Han flygtede en dagsrejse ud i ørkenen. Han sagde: “Det
er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre”. Han lyder næsten, som
om han er depressiv, selvmordstruet og har lavt selvværd. Og han har tilsyneladende ingen
tro på, at Gud kan hjælpe ham op af det dybe hul, han befinder sig i.
Alligevel mødte Gud ham. Hvordan? Elias var “i ørkenen”, hvor der var ro. Der står at “han
faldt i søvn” – hele to gange, hvilket giver et billede af, hvor udmattet han må have været. “En
engel rørte ved ham” og bød ham at spise og drikke. Og styrket af måltidet gik han til Horebs
bjerg, hvor Gud vejledte ham til en ny begyndelse.
Oplever du, at du ligesom Elias befinder dig i en ørken uden lys i horisonten? Husk, at det
netop var i ørkenen, Gud mødte Elias. Råb frimodigt din frustration ud til Gud, ligesom han
gjorde: Nu er det nok! Jeg kan ikke mere! Og må du ligesom Elias opleve hvile, søvn, god
næring, en engels berøring, ny styrke – og en ny begyndelse!
Skrevet af Grete Schärfe, pensioneret hospicesygeplejerske og formand for DKS. Inspireret af Carrie M. Damerons andagtsstykke “It is enough!” fra NCFI Cares.
Andagtsstykket kan rekvireres ved henvendelse til Ingrid Lang Pedersen (ingridlang@get2net.dk)
”Jeg har brug for at læne mig tilbage – skabe oaser af fred og ro i min ferie og på mine fridage.” Sådan skriver palliationssygeplejerske Jannie Pedersen i denne refleksion. Derfor havde hun et ønske om at ”trække stikket” i sin ferie. Men det udtryk har fået en ny betydning for hende. Det kan du læse om i hendes refleksion her.
Da jeg i år gik på sommerferie, var det med to definerede ønsker. Det ene var, at vi i løbet af sommeren kunne få bygget en terrasse ved vores hus. Det andet at jeg måtte ”trække stikket” ….
Det sidste, det med at trække stikket, har jeg tænkt en hel del over – ikke mindst i slutningen af min ferie og efter opstart på arbejde igen. Jeg har forbundet det med noget godt og positivt at trække stikket; at give slip og mærke sig befriet for forpligtelser. Jeg har brug for at læne mig tilbage – skabe oaser af fred og ro i min ferie og på mine fridage. Og der kan det give mening tydeligt at definere, at jeg trækker stikket fra arbejde, fra opgaver, fra logistiske udfordringer osv. Men jo mere jeg har tænkt på udtrykket og ønsket, har jeg også fattet en lille modvilje imod det.
På en løbetur efter min nattevagt fik jeg et billede af en helium-ballon sat til sin ”helium-kilde”. Den var stor, flot og ”åndsfyldt”. Idet den blev løsnet fra helium-flasken, fløj den mod himlen som om den var proppet med overskud. Men fordi der ikke var sat en knude på, og fordi den ikke længere var knyttet til sin kilde, fes heliummen hurtigt ud, og den før så store, smukke ballon dalede til jorden og landede flad og ”livløs”.
Dér slog det mig, at hvis jeg går på ferie eller på weekend eller bare hjem fra en almindelig arbejdsdag og trækker stikket, hvorfra henter jeg så min energi?
Fiser jeg – i forventning om nu at være fri og uden forpligtelser – smukt afsted mod himlen, men blot for et øjeblik efter at lande flad på jorden, fordi jeg ikke længere har forbindelsen til min kilde? Når stikket er trukket, vil jeg da lynhurtigt dale til jorden flad for al form for energi?
Gud har al forståelse i hele verden for, at du og jeg har brug for at passe på os selv – slappe af og give slip på ansvar, opgaver og bekymringer. Han længes efter at vi skal give slip på de ting, der holder os i et fastlåst greb. Men han ønsker samtidig at være den ”ånds-kilde”, der fylder os med ånd fra morgen til aften, på job og i ferier. Et sted i Salmernes Bog i Bibelen står der noget om, hvordan Gud ”lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny (…)”. Gud ønsker at være min ”ånds-kilde”. Han ønsker at blæse åndeligt liv ind i mig til velsignelse og opmuntring.
Når du trækker stikket fra dine daglige gøremål, eller når du starter på arbejde igen vil jeg opmuntre dig til ikke også at trække dit åndelige stik. For i den opkobling, kan du være stille og vente; Gud har gode ting i sin hånd til dig og han er gavmild til at dele ud. Så hold dig forbundet til din ”ånds-kilde”!
Ved Jannie Pedersen, hospicesygeplejerske
Her i sommertiden, hvor ferietiden er over os alle, deler formand Grete Schärfe en fantastisk oplevelse, som hun havde for nogle år siden, og som blev til refleksionen en times ferie.
Tingene kokser for mig i dag. Der er bøvl med pc’en og en adresse, jeg ikke kan finde, så jeg kommer for sent på posthuset med den pakke, jeg skulle sende. Jeg er slet ikke nået så langt, som jeg havde regnet med. Og humøret er ikke i top.
I mit baghoved summer brudstykker fra nogle af DKS’ oplæg om at forebygge stress – og om pausen som en nøgle til glæde. Det får mig til at tænke på et citat, jeg læste fornylig:
Tag en times ferie.
Slip alle bekymringerne.
Hold fri, nyd det og tillad dig selv at være let om hjertet.
Hvis dine bekymringer eller frygt alligevel myldrer frem,
beder du dem gå væk
og komme igen om en time.
Bliv ved med det, indtil de slipper.
(Mette Kopp. 24 pauser)
En times ferie. Det er vist det, jeg trænger til. Jeg lader pc være pc, brygger et krus te og tager det med til Vesterhavet. Solen skinner, og det blæser helt vildt. Høje bølger, der når helt op til klitterne. Inden længe er jeg blæst igennem. Det er, som om trætheden forsvandt med vinden. Og det tog kun en halv time!
Hvis I har det ligesom mig, kan (over)ansvarlighed blokere for selv den slags små ”ferier”. Derfor har jeg funderet over et af de mange, gode citater som vi har på vores postkort: ”At hvile er at tage ansvar” (Tomas Sjödin).
Det er sommer, og mange er gået på ’rigtig ferie’ – eller er måske allerede kommet tilbage efter ferie.
Blev det så rigtig ferie? Eller blev den lidt for fyldt med aktivitet, feriegæster eller andet, man gerne ville nå? Måske ser det ud til, at sommeren ikke bliver til den pause, du havde drømt om. Og den næste ferie ligger langt ude i fremtiden. Men hvad med en times ferie? Eller en halv?
Skynd dig ud i sommerlandet og få en times ferie!
Jeg vil ønske jer alle en velsignet, livgivende sommer. Må den blive en kilde til hvile, glæde og fornyet energi. Både i ferien – og alle de andre dage. Også de dage, hvor tingene kokser!
De bedste sommerhilsener
Grete Schärfe
‘Vi skal snart på ferie og hele huset emmer af feriestemning.’ Sådan indleder udviklingskonsulent i DKS Annette Langdahl refleksionen om overfyldte ‘drømmekasser’ på vej med på ferie og drømmenes betydning i hverdagen.
Vi skal snart på ferie og hele huset emmer af feriestemning. Der er vasketøj på samtlige mulige snore og tørrestativer og kasser står rundt omkring med mad, vandregrej, telte, hængekøje, spil, bøger, farver og maling og andre uundværlige ferieting – Alle har deres helt særlige drømme, der skal med.
Jeg ser på alle de overfyldte ’drømmekasser’ og bliver helt varm indeni.
De holder i kø og er ved at falde over hinanden, fordi de alle sammen vil med på ferie og vil have en plads i den alt for lille bil, som endda i dagens anledning er blevet forsynet med en lukket trailer. Det er helt sikkert, at vi nok heller ikke får brug for det hele i denne ferie, men overfyldte drømmekasser handler ikke om, at de skal ’bruges’ eller præsteres, men om at de er der. De repræsenterer det, vi længes efter og holder os på en måde i ’live’ og vi kan pakke dem ud og ned igen, lige så ofte vi har behov for det.
Når vi ruller ud af indkørslen med en overfyldt bil, kajakker på taget og en hund der næsten ikke er plads til, ser det ud som om, vi skal meget langt væk – i rigtig lang tid. Det skal vi på en måde også, selv om vi ’bare’ skal i sommerhus. At holde ferie er en lang drømmerejse – noget vi har længtes efter, drømt om og set frem til i længe. Endelig skal vi slappe af, være sammen og lave ingenting eller måske lige netop alting?
Heldigvis ved vi alle, at når vi ruller ind i indkørslen efter ferien, så har vi stadig alle drømmekasserne med tilbage. Ferien gør, at vi har været helt nede i bunden på nogle af dem, ryddet lidt op og måske endda kasseret nogle, fordi nye drømme trænger sig på i lyset af de gamle.
Ferie minder os om vigtigheden af hverdagens ’drømmekasser,’ der giver plads til at lege, til at være, til nye tanker og til eftertanke. Drømme er et af hverdagens naturlige pusterum, hvor tiden får lov til at stå stille. De giver os mod til at leve et menneskeliv og folde os ud med de gaver, vi hver især har fået givet.
Fortsat god sommer til alle, med masser af plads til overfyldte drømmekasser og tid til at lave ingenting og ’alting,’ uanset om du holder ferie eller er tilbage i hverdagen igen.
Bøn
Så beder vi: Giv
os mod til at leve et menneskeliv,
at vokse i kærlighed, folde os ud
til alt bliver ét i en lovsang til Gud.
(Lisbeth Smedegaard Andersen – DDS-salme 69)