Archive for category: Fag og tro

‘Tiden strømmer konstant imod dem, som en evig gave,’ og samtidig kan det opleves som om, tiden ligefrem stjæler tid fra os. Det er bare nogle af de mange tanker om tid i ugens refleksion, der er skrevet af  Sygeplejerske, ph.d og cand.pæd.Sine Maria Herholdt-Lomholdt.

Min mand har lige fået nyt armbåndsur, et såkaldt ’One-dollar Watch’. Det var et af de første armbåndsure i verden. Produceret i forbindelse med den industrielle revolution i slutningen af det 18. århundrede og solgt til menigmand for en dollar. Før den industrielle revolution spillede tiden ikke på samme måde en rolle – men med industrialiseringen blev det nødvendigt at enhver, blot med et blik på sin arm, kunne justere sig efter tiden. Tid blev vigtigt. Man skulle møde til tiden, nå en række arbejdsopgaver inden for tiden og gå hjem til tiden.

Med urets omfavnelse af håndleddet skete noget. Tid blev på en måde disciplinerende og er det vel fortsat. Ja, man kan måske ligefrem sige, at tid er blevet en diktator for det moderne menneske, der altid har travlt og ofte oplever sig ’bagefter’.

I sygeplejens mange rum er tid også blevet disciplinerende. Der fastsættes minutter og sekunder for omsorgsydelser, patientforløb afgrænses af tidsmæssige rammer og man kan opleve døgnrytmetidens disciplinering, når nattevagten f.eks. slutter vagten med at måle patienternes værdier, for at dagvagterne ’kan nå det hele’.

Den disciplinerende tid har afsæt i en forståelse af tid, som noget der ’går’. Tiden går – eller løber – fra os, og vi må skynde os, hvis vi skal følge med. For den tid der er gået, kommer aldrig tilbage. Vi drives af sted af tidens tyveri. Tiden stjæler vores tid!
Men er tid egentlig sådan? Ejer tiden os på den måde? Eller, som den Italienske fysiker Carlo Rovelli spørger i indledningen til bogen: Tidens orden. ”Er det os der eksisterer i tiden, eller tiden, der eksisterer i os?”[1] Og, vil jeg videre spørge, hvem eller hvad sætter egentlig rammer og begrænsninger for tiden?

I Karen Blixens vidunderlige bog om ’Den afrikanske farm’ beskriver hun en tidsforståelse, som hun fandt hos det stolte Masai-folk. For Masaierne går tiden ikke – den kommer! Tiden strømmer konstant imod dem, som en evig gave. Og alt der ér og betyder noget er nu. Dette nu er gaven.
I mit liv, kan jeg komme i tanke om mange øjeblikke, hvor tidens lineære strøm forsvinder og alt der er, er nu. I sådanne øjeblikke findes tidens tyveri ikke. I sådanne øjeblikke strømmer evighedsfornemmelse ind.  Der er fylde i de øjeblikke. Ja, det er de øjeblikke, hvor jeg lever allermest. Det kan være ganske lidt, som den sommer, hvor jeg sad på en havestol blandt vilde blomster og fulgte en humlebis kamp for at flyve med ryggen fuld af pollen. Men det kan også være ganske meget, som at stå som sygeplejerske ved et døende menneskes sidste åndedrag. I de øjeblikke handler det ikke om tid som varighed. Da handler det om, hvad der foregår inde i tiden. Da handler det om at være dér, lige nu, inde i tiden og om at tage imod.
I sådanne øjeblikke findes opstand og modstandskraft mod tidens tyveri. I sådanne øjeblikke får tiden evighedens klang og fylde.

Til eftertanke; En strofe fra sangen: ’Et øjeblik en evighed’ af Arne Andreasen

Den bedste tid er lige her
Blomstrende, brusende, levende
Et øjeblik – en evighed
Træerne blomstrer igen

Et vers til meditation fra Salme 31, vers 15 i Bibelen:

Mine tider er i din Hånd.

Hent refleksionen her

[1] Citatet er fra forordet i: Rovelli, Carlo (2020): Tidens orden. Gyldendals forlag.

Pinse handler om kærlighedens livgivende fællesskab, skriver sygeplejerske Nina Kjær Jensen i pinserefleksionen.

At udøve sygepleje i kærlighedens fællesskab og med intenst blik for den anden, er både givende og til tider krævende. Det kræver mod og udholdenhed.

Det er pinse nu og pinse handler lige netop om kærlighedens livgivende fællesskab.
Højtiden afslutter påsketiden og samtidig er den begyndelsen på noget nyt. Helligåndens komme 50 dage efter påske betød, at disciplene blev i stand til at tale adskillige sprog og dermed sprede det kristne budskab i hele verden. I Bibelen beskrives Helligånden som en tolk, der sammen med Faderen og Sønnen udgør treenigheden. Helligånden, der til stadighed skaber og fornyr, er et udtryk for Guds nærvær i verden. Med Helligånden er der skabt et livgivende fællesskab om evangeliet – et fællesskab, der stadig vokser.

Ikonet ”Den hellige Treenighed” er malet af Andrej Rublev i ca. 1430. For mig er det et smukt billede af treenigheden og af det fællesskab, der bliver virkelighed i pinsen. Kristus ses i midten, med hånden ved kalken. Gud Fader, al tings giver sidder til venstre. Helligånden sidder til højre, iført den grønne klædedragt, der symboliserer liv. Kristus og Helligånden har deres blikke rettet mod Gud Fader. Helligåndens højre hånd minder os om en fugl, Guds ånd. Fællesskabet mellem dem er intenst, de er ét, og danner samtidig en cirkel, der åbner mod os, mod dig og mig. Vi er allerede indbudt.

At være indbudt til fællesskab med treenigheden er også en fordring til selv at indbyde og deltage i fællesskab. Fællesskab i sygeplejen med patienter, pårørende og kolleger. Alene kan jeg noget, men sammen kan og er vi meget mere.

I sygeplejen i kærlighedens fællesskab er det pinse hver dag.

BØN:

Kære Gud
Tak for pinsens under, og for fællesskab i Treenigheden.
 Lad os mærke Helligåndens livgivende kraft på hvad måde den end kommer til os.
Vi oplever det forskelligt.
Giv os visdom og mod, når vi føler os rådvilde og skænk os hvile, når vi er trænger til det.
Styrk os i fællesskabet, både på job og i vores hverdag med hinanden.
Lad os mærke, at den ordløse bøn og det ordløse samvær også er livgivende.
Det beder vi om, i Jesus Kristus navn
Amen

Hent refleksionen som pdf her

Refleksioner over uvished og om at turde give slip og lægge det uvisse over til Gud af psykiatrisk sygeplejerske Pernille Storbjerg.

Igennem livet erfarer vi ofte, at vi befinder os i en eller anden form for uvished. At man går og venter på noget, som man i sidste ende ikke har ret meget kontrol over. Lige nu mærker de fleste mennesker det, fordi vi lever med coronavirussen.

Der kan være mange spørgsmål, der presser sig på:
Hvad sker der, hvis jeg bliver syg?
Har jeg været årsag til, at andre er blevet smittet?

Hvornår kan vi komme tilbage til det liv, vi kender og de ting vi længes efter?

Hvornår kan jeg se de mennesker, jeg plejer at se?

Hvor andre kan have muligheden for at arbejde hjemmefra, kan det være utrygt og svært at skulle fortsætte med at møde op på arbejdet og passe patienter, hvor der er en risiko, for at man selv udsættes for smitte – og uden man ved af det, også bringe den med hjem.

Vi kender ikke udsigterne, eller ved hvordan vores liv former sig generelt set – uanset om det handler om corona eller ej.  Det kan gøre os utålmodige, når vi ikke har vished. Oftest kan det mest bekvemmelige være at forsøge at skabe så meget kontrol som muligt, så ventetiden og uvisheden ikke er så altoverskyggende. Men på den anden side er det måske nu, vi skal turde at give slip og lægge det uvisse over til Gud.

Den eneste som kender vores fremtid er netop ham.

Måske er det netop nu, hvor vi står allermest magtesløse og uden kontrol, at Gud har de bedste betingelser for at gribe ind i vores liv og blive stor for os. At vi kan sænke skuldrene, og give os hen til ham som har omsorg for os. Tør vi give ham plads?

”Vær stærke, fat mod, alle I som venter på Herren” Salme 31, 25

BØN

Kære Almægtige Gud.
Tak fordi du går ved vores side, og fordi du følger os hvor end vi går.
Vi beder dig følge os ind i en ukendt fremtid, selvom vi ikke ved hvad der venter.
Giv os styrke til at være i det, som er uvist for os.
Vi beder for at vi må få tålmodighed i denne tid, og at du må være vores trøst.
Lad os mærke, at vi er i dine hænder, og at du har omsorg for os.
Vi beder for
beskyttelse, hvor vi færdes,
at dit håb må skinne igennem til os,
og give os nye kræfter.
I Jesu navn, Amen.

Hent refleksionen her

Tanker om afsavn og indre styrke midt i dette ‘Corona virvar’  ved sygeplejerske og stresscoach Katja Halladin Rauh.

COVID-19 har efterladt et moralsk og etisk dilemma i min krop og mit sind.
Min uddannelse som sygeplejerske betyder, at jeg skal tage mig af de syge og sårbare i alle tider. Dog har uddannelsen ikke klædt mig på til at jeg KUN skal tage mig af beboerne/patienterne i mit daglige arbejde som demenssygeplejerske og vejleder, men ikke kan hjælpe og støtte min egen familie.
Begge mine elskede forældre har kroniske lidelser, som betyder, at de er yderst disponerede for at blive smittet med COVID-19 samt vil have svært ved at genvinde deres kræfter, såfremt de skulle blive syge.
Netop af den grund er det mig ikke muligt at være sammen med dem i denne Corona tid, eftersom jeg dagligt er sammen med mange ansatte ude i primærsektoren samt svækkede beboere. Jeg ved ikke, hvad jeg kan viderebringe til andre af vira og smitte som eventuel rask smittebærer.
Derudover kommer tanken også snigende, om jeg kan viderebringe smitte til min mand og vores børn.

Savnet og afmagten har fyldt i mig, og angsten har også været på besøg.

Dog har jeg via min dybe tro på Gud opnået en indre styrke til at kunne være i dette Corona virvar, trods et stort afsavn over ikke at kunne støtte mine forældre-kun på afstand.
Men jeg har brug for Gud og har brug for daglig styrke.

 BØN

Kære far i himlen
Jeg står her med foldede hænder og beder om støtte til at være tilstede
og finde frem til den fred, du har givet.
Jeg beder om styrke til at kunne hjælpe andre, men også til at stå stærkt i min tro, især når jeg vakler.
Jeg beder for de syge og de sårbare
– Giv dem håb.
Jeg beder for alle dem, der er fyldt af angst
– Giv dem mod.
Jeg beder for alle dem, som ikke har noget at tro på
– Giv dem noget at tro på.
Jeg beder for alle børnene i verden
– Må de huske, at de aldrig er alene,
at livet også er fyldt af lethed og glæde.
Jeg beder om fred i alle menneskers hjerter.
Amen og TAK kære far i himlen.

Refleksionen kan hentes her