Archive for category: Fag og tro

En refleksion over det Livsbærende, der altid sætter sig igennem på trods.  Ved Annette C. Langdahl, udviklingskonsulent i Dansk Kristelig Sygeplejeforening

 

Imellem alle beskederne fra min ’Følg Corona virus nyheder’ på telefonen, dukker pludselig en vejrmelding op med beskeden: ’Smukt forårsvejr på vej.’

Det er noget af en kontrast til alle de andre nyheder, jeg ellers følger tæt, sammen med resten af Danmark.

Udenfor mit vindue skinner solen bekræftende lige ned på en rank påskelilje.

Fuglene synger og har travlt med at finde mad, mens de vilde kaniner lystigt hopper rundt i haven. Det er forårsagtigt, fyldt med håb og utrolig smukt. Måske mere stærkt og smukt end nogensinde.

Jeg tager mig selv i at skamme mig lidt over at glæde mig, her midt i denne alvorsfyldte tid.

Men det er som en sprække, der åbner sig, midt i alt det der sker lige nu.  En påmindelse om, at uanset hvad der sker rundt omkring os, så finder lyset og håbet altid vej og det livsbærende sætter sig igennem.

Der hvor vi er bange og mister kontrollen – hvor vi ikke kan bære os selv, bliver vi båret af noget, der er større end os selv og som altid sætter sig igennem på trods.

Udenfor skinner solen stadig og jeg fyldes af taknemmelighed over, at jeg må hvile i visheden om, at der er en Gud, der bærer med og bærer mig og minder mig om det igennem sit fantastiske skaberværk.

Smukt forårsvejr er på vej, på trods…

 

Kære Gud

Tak fordi vi kan hvile i, at du bærer med og bærer os hver især og at ingen står udenfor din kærlige omsorg

Tak fordi vi kan lægge vores angst, bekymring og magtesløshed i dine hænder  i visheden om,

at der hvor vi ikke magter mere, magter du.

Her finder lyset og håbet altid vej.

Hjælp os til at være lys, håb og medmennesker for hinanden.

Amen

 

Hent refleksionen som pdf her

‘Hjerteslag #1′ – Hverdagsrefleksioner om fag og tro’ er den første publikation i en serie, som alle handler om det, vi brænder for i DKS: Vores hverdag i sygeplejen. Hvordan oplever vi den? Hvilke glæder og udfordringer bringer den? Hvordan ønsker vi, den skal være? Hvordan spiller fag og tro sammen for den enkelte? Og hvordan bliver vi bevaret som hele mennesker i en hektisk hverdag?

Hæftet er på 52 sider og rummer 20 små illustrerede hverdagsfortællinger, refleksioner og bønner, hvor tro på én eller anden måde spiller ind.

Læs en smagsprøve på en fag & tro refleksion her.

Pris:  50 kr.
+ porto og administration: 50 kr.

Det er også muligt at bestille ved at sende en mail til: kontakt@dks-forum.com

 

Jeg har passet en kvinde, ”Klara”, som havde en tracheostomi. Ud af den kom utrolige mængder af purulent, grønligt expectorat. Ved hosteanfald sendtes klatter af samme slags til sengetøj, vægge og evt. personer i nærheden. Når Klara ville tale, måtte hun nødvendigvis sætte fingrene for tracheostomien. De samme fingre brugte hun, når hun – i taknemlighed for vores pleje – kærtegnede os på armene eller nussede os i håret, mens vi sad på hug for at give ham sko på. Gang på gang greb jeg mig i at træde et skridt tilbage for at undgå hendes berøring. Det er vel en meget menneskelig måde at reagere på, kan man sige. Ja, men er den medmenneskelig? Eller professionel? Eller kristelig?

Jeg begyndte at spekulere på, hvordan Jesus ville agere i en tilsvarende situation. Af gode grunde fandt jeg ingen beretninger i det Nye Testamente om Jesu møde med tracheostomerede mennesker. Men hans omgang med spedalske omtales flere steder, f.eks. i Markusevangeliet (kapitel 1 vers 40-43): Da kom der en spedalsk hen til Jesus; han faldt på knæ og bad ham og sagde: ”Hvis du vil, kan du gøre mig ren.” Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: ”Jeg vil, bliv ren!” Og straks forlod spedalskheden ham, og han blev ren.

Den spedalske skulle egentlig opholde sig på øde steder og råbe: ”Spedalsk!”, så folk kunne undgå ham. I stedet havde han vovet at nærme sig Jesus. Ville Jesus nu vende ham ryggen, ligesom andre havde gjort? I stedet mødte han et par øjne fyldte af medfølelse. Og ikke nok med det: en hånd blev rakt ud mod ham – og rørte ved ham! Hvad den berøring betød for et menneske, der i den grad var isoleret og udstødt af samfundet, er nok svært for os andre rigtig at fatte. Jeg tænker, at den var balsam for hans ensomme sjæl, ligesom den var lægedom for hans krop.

Jesus så ikke bare den spedalskes sygdom. Han så først og fremmest mennesket bag sygdommen, og hvad sygdommen havde gjort ved mennesket. Han blev berørt af det, han så og handlede på det. Det var ikke afsky men medfølelse, der styrede hans handlinger.

Tilbage til Klara. På trods af cellestof, engangshandsker og hånddesinfektion kan det stadig vende sig i mig, når jeg fjerner en grøn klat fra dynebetrækket. Men efter refleksionen over Jesu eksempel, er jeg ved at lære ikke at handle ud fra min afsky for klatterne, men i højere grad ud fra mennesket bag klatterne. Lade mig bevæge. Række ud. Give en berøring. Den kan være lægende.

Grete Schärfe, hospicesygeplejerske

af udviklingskonsulent Annette Langdahl ”Da jeg blev indlagt blev jeg mødt af en sygeplejerske, der tog mig i hånden og fortalte mig hvad der skulle ske. Jeg følte mig tryg og i gode hænder, og at der var nogen der tog hånd om mig”.

Dette kunne have været skrevet i et af de utallige evalueringsskemaer som patienter skriver hele tiden som svaret på spørgsmålet: ”Hvordan har du oplevet indlæggelsen?” Et sådant svar er et ”ønskesvar”, der rummer alle elementer af god og professionel sygepleje. Og det har alt sammen noget med hænder at gøre.

I sundhedsvæsnet bruger vi ofte hænder til, at illustrere hvad vi mener, er vigtigt i mødet med patienten/borgeren.
Hænderne ”sidder” på plejepersonalet, og der er brug for flere af disse hænder – og de skal helst være varme og gode.

Region Nordjylland bruger fx overskriften; ”De gode hænder i sundhedsvæsnet ”, når de taler om kendetegn ved personalet, fx at de skaber tryghed, er omsorgsfulde, professionelle og ser det enkelte menneske.
Hænderne ”ser ” det enkelte menneske, gennem det de gør og måden de gør tingene på – Hvordan de håndterer den enkelte, og det er alt afgørende for os, at vi oplever at være i ”gode hænder”.

”Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød” (DDS 370 – Menneske din egen magt Lars Busk Sørensen 1986)

Som kristne er vi Guds hænder på jord. I en beretning fra 2. verdenskrig afslutning fortælles der om engelske soldater, der forsøgte at samle et kors i en sønderbombet kirke – det lykkedes dem at samle det hele med undtagelse af hænderne, De kunne ikke finde Jesu hænder.
Da de stod og betragtede korset, var der en soldat der skrev et skilt med teksten: ”Jeg har ikke andre hænder end dig”.
Hænderne er på alle måder er vores vigtigste arbejdsredskab som sundhedspersonale.

Gennem hænderne kan vi give oplevelsen af at ”være i gode hænder” og gennem hænderne kan vi, være professionelle og ”tale” om Guds kærlighed, tilgivelse og nærvær. Vi er virkelig Guds hænder her på jord, for han har ikke andre, det er os han sender og som plejepersonale kan man sige, at vi har alle muligheder for at lade hænderne tale.