Archive for category: Refleksioner

Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat,
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.

 

Den danske sommer er dufte, syns- og lydindtryk, varme vinde og friske regndråber!

Et bombardement af sanseindtryk og med de lyse nætter – sommerens mirakel!

Det synger vi om i Thøger Larsens dejlige: ’Danmark, nu blunder den lyse nat’. En kraft folder sig ud i fuglesang, blomster og afgrøder, dyr og mennesker.

Melodien af Carl Nielsen er blid og rolig og understøtter fortællingen.

I oplevelsen og genkendelsen kommer vi ned i gear – vi er i nuet og det nære og mærker, hvor velgørende det er for sind og krop. Naturen er en Guds gave, som kan læge, berolige og glæde os – alene og sammen med andre.

Må sommeren give jer alle en ro og mange skønne øjeblikke og på den måde give nye kræfter og overskud til jer hver især!

 

Refleksionen er skrevet af Kirsti Kjeldsen, medlem af FVPO’s bestyrelse.

Lys og sommer hører sammen

Lyset har magt til at trænge gennem den mindste sprække

Her kan det give grobund for liv, så blomster spirer frem gennem revner i asfalten

Sprækker af lys kan også finde vej til et medmenneske – vi kan blive hinandens lys.

 

Når vi tænder lys for hinanden, tænder vi håb

Hvordan er det muligt at finde vej gennem en lille sprække til et menneske i mørke og afmagt?

Nærvær, opmærksomhed, støtte og hjælp kan finde vej som lyset

Et lys, som fortrænger mørket, varmer og giver håb og fylder dagen med liv.

 

Nærvær er værdighed vi giver til hinanden

At blive set og mødt som værdifuld har som lyset en forvandlende kraft

Lad mig i dag finde en sprække hos ven eller fremmed, hvor lyset kan trænge ind

Og lad mig være åben og modtagende for de sprækker af lys, der finder vej til mig.

 

Med denne sommer-refleksion skrevet af bestyrelsesmedlem Kirsti Kjeldsen, vil vi fra FVPO ønske jer alle en rigtig dejlig sommer!

Om du lige nu arbejder eller holder ferie, vil vi ønske, at du får livgivende pauser og dage.
At lys og hjertevarme vil nå dig med alt dit i arbejdsliv og ferieliv – lige dér, hvor du er.

Mange sommerhilsner fra bestyrelsen og ansatte

 

Værdighed er noget, vi giver til hinanden

Åndelig omsorg handler om at være nærværende opmærksomt tilstede i lige det nu der er og tænde lys og håb for et medmenneske.
På Kurset ’Åndelig Omsorg i praksis’ er det nogle af de temaer der undervises i og reflekteres over på de tre moduler.  Der ses også på hvad åndelig omsorg i praksis egentlig er og kan være og hvorfor det er så vigtigt. Hele tiden med fokus på den sundhedsprofessionelles rolle og udfordringer. Endelig ses der på hvordan åndelig omsorg kan praktiseres.

Skal du med på næste kursus på Diakonhøjskolen d.2. oktober? Så kan du stadig nå det.

Medlemmer får rabat på kursusprisen!

Læs mere og tilmeld dig her

 

Er du på vej på weekend? … på ferie? … eller hjem fra festival?
Så trænger du sikkert til at smække benene op og lade ugens mange oplevelser bundfælde sig.
God weekend 🤩
Sidste skoledag – og der er mange, der starter ferie i dag 😎
Vi håber, du får tid til at slappe lidt af hen over sommeren ⛱

Vi skal og kan generobre omsorgen, så vi kan yde professionel sygeplejefaglig omsorg hver dag  – hele ugen!
Det og meget mere blev vi mindet om på temadagen om ‘omsorg som værdi i sygeplejen, med Charlotte Delmar og Jacob Birkler som oplægsholdere.
At vi skal ‘øjne’ patienten og mærke hvad der rører sig og ikke bare bemærke, fordi værdier er noget vi indstiller os på og ikke bare udstiller.
Sidst på dagen blev omsorgens vigtighed udfoldet endnu mere i sangen  ‘Du spør mig om omsorg,’ der er skrevet til temadagen:

DU SPØR MIG OM OMSORG….
Mel: Du spør mig om håbet……

Når håbløs- og meningsløsheden
og udsigtsløsheden har tag.
Den rammer os hårdt ind i freden,
os lammer og hæmmer hver dag.
Der er garanti for behandling – vi ved.
Men det som os hjælper er medmen´sk´lighed.

Er omsorg et BLIK for patienten ?
At møde ham der hvor han er?
At helbrede, lindre og trøste,
og tillade tid til nærvær.
Du dårlig samvittighed får hvis man ser,
du sidder ved sengen – mens travlhed der er.

Hvad handler det om – at gi´ omsorg?
Betydningen – er den så stor?
Vi lader de pårørende gør´ det
og frivillighjælp- dem betror.
Når vi koncentrerer os om medicin,
behandling at give – så må den vær´ fin!!

Nej, lad os værdisætte omsorg,
og sikre patienten bli´r set.
Vi prioriterer at lindre
og lytte til ord der bli´r bedt.
Vi må have øje for åndelighed.
Eksistentielle behov skrive ned.

Du spør` mig om omsorg – hvad er det?
Til os er det kommet engang.
I kærlighed må den udøves,
en varm hånd – en stemme med klang.
Så må vi med værdighed videre gi`
og være til stede med god energi.

Tekst: Hospicesygeplejerske Britta Eckhardt og medlem af bestyrelsen + Jens Korsgaard
Melodi: med tilladelse af Mads Granum

Hent sangen Du spør mig om omsorg – HER

En tid med håb, hygge, fællesskab og nærvær. Sådan ser min ønske-advent ud. Alligevel er det sket, at jeg har været så stresset i julemåneden, at det er gået ud over samværet med mine nærmeste og ja – nærværet med patienter og kolleger.

I år er der endnu mere, der kan stresse – en ekstra julestorm af inflation, krig og global klimaforandring.

Vi kan ikke stoppe stormen af bombardementer fra omgivelserne med informationer, spørgsmål at tage stilling til og gode ideer til den perfekte Jul. Men er det muligt at finde stilhed midt i stormen?

Jeg har med årene fundet glæde af små lommer af stilhed i hverdagen. Øjeblikke, hvor jeg stopper op, slipper hvad jeg har i hænderne og slukker mobilen. Øjeblikke, hvor jeg bare er. Som den, jeg er med alt, hvad der fylder i mit liv lige nu, og vender mit sind og mine tanker mod Gud. I sådanne øjeblikke kan det ske, at jeg får klarhed over noget, der kan gøres på en nemmere måde, noget, der kan aflyses eller ideer til, hvordan et problem kan løses.

Men hvad nu, hvis man slet ikke kan blive stille, fordi tankerne ustandseligt myldrer i hovedet?

Om det skriver Gerhard Pedersen i ’Glæden ved stilheden’: ”Hvis tankerne hele tiden går deres egne veje, og man slet ikke kan koncentrere sig, nytter det ikke meget at tage sig selv i nakken og krampagtigt forsøge på at koncentrere sig. Bedre er det at lade de mange tanker få lov til at komme, og så forsøge at inddrage dem i bønnen.”

Naturen er en perfekt ramme for stilhed. Tomas Sjödin skriver i sin bog, ’Lyden af stilhed’: ”At sidde i skoven ved en lille sø eller ved havet og bare lytte uden noget andet formål end selve det at lytte, kan blive den åndelige detox-kur, mange af os har brug for.”

En sådan detox-kur i julemåneden kan være en kærkommen adventsgave, ikke alene til dig selv. Også til dine kære og de patienter, kolleger og pårørende, du omgås i din hverdag. Tomas Sjödin kalder stilhed ’fremtidens luksus’. En helt gratis luksus, som måske kan bane vej for en fredfyldt advents- og juletid.

Jeg ønsker dig nogle velsignede øjeblikke af stilhed i denne adventstid. Øjeblikke, som forfrisker dig og giver dig ny energi til hverdagens opgaver og udfordringer.

Et sådant øjeblik kan evt. indledes med denne bøn:

Herre, luk mig ind i stilheden for dit ansigt, bare for en kort stund.

Luk alt det ude, der tynger mit sind og ødelægger min fred.

Gør mig stille, så jeg kan høre, hvad du vil sige til mig.

Tal til mig, Herre, og lad mig mærke din nærhed,

Så jeg kan gå styrket ud til dagens opgaver og arbejde,

Til dens sorger og glæder,

Og det, som du vil bruge mig til.

 

(Den Danske Salmebog s. 883-884)

Hermed rigtig glædelig Advent!

Grete Schärfe, seniorrådgiver i DKS

 

Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide …

Det er september. De fleste er tilbage fra ferie og det er vi også i DKS.
Sensommeren kalder på både taknemmelighed og eftertanke.
Vi bombarderes tankevækkende meget med gode råd og online kurser om
hvordan, vi kommer godt tilbage til arbejdslivet efter ferie uden at få stress.
Nogle taler ligefrem om en ’efter ferie depression’. Men bare rolig, der skal lige
gå en uges tid, så er vi ”oppe i gear” igen og har måske endda svært ved at
genkalde, hvad det var der gjorde, at det var så svært at give slip på
feriefølelsen.
Feriefølelsen rummer mange elementer og længsler og byder på en følelse af at
komme ned i gear, frihed og tid til at gøre ’ingenting’ – med masser af
oplevelser, fællesskab, ledige øjeblikke og livgivende pauser. En mulighed for at
få ladet op, hvilet og ligesom naturen, at få lagret sommerens og solens energi i
vores depoter.
Hvordan kan vi bevare noget af ’feriefølelsen’ i hverdagen i stedet for at give slip
på den, og dermed også noget af det vi kan længes efter i hverdagen og som
gør at vi faktisk kan mærke os selv?
Måske kan vi finde svaret i efteråret. Efteråret er resultatet af at få ’ro til at gro’,
få næring og energi. Naturen er fyldt med overdådige gaver, både i farvepragt
og frugter, der nærmest falder ned i hænderne på os. Samtidig er efteråret tegn
på, at naturen er på vej til at lukke ned og gå på ’stand by,’ for at samle kræfter
til endnu engang at overvælde os med en forårseksplosion. Den beder ikke om
lov til at gå ned i gear, for at kunne ’levere til tiden,’ den gør det bare, fordi det er
nødvendigt.
Vi er en del af naturens mirakel proces og Guds skaberværk og vi har brug for at
blive mindet om nødvendigheden af at gå lidt på standby og i "vinter hi.” At
’feriefølelsen’ ikke er noget vi skal give slip på, men bevare. Så vi bevarer os selv
som hele mennesker i hverdagen, med naturen som forbillede – lige netop fordi
det er nødvendigt!
Rigtig god efterårstid!
Annette Langdahl, udviklingskonsulent

‘I påsken får jeg Guds bevis på, at jeg er elsket’ skriver sygeplejerske Kirsti Kjeldsen i påskerefleksionen  -som også handler om skam og om at blive set på med et nådigt blik.

 

Hvad er det med skammen? Den smertelige og urolige følelse, der kan overmande enhver?
Den fylder mere og hos flere, end vi måske umiddelbart tror og har også vist sig mange gange det sidste år med COVID-19, hvor så mange har oplevet at blive skamfulde og også set på med dømmende blikke.
Skamfuldhed er vokset i kraft af, at vi kan så meget – og ikke kan leve op til at være perfekte.
Andre kan dømme os. Men er vi selv måske vores egen hårdeste dommer?
Vi ser vores egne fejl og mangler. Vi synes ikke, vi slår til. Vi bliver ikke altid hørt, set, taget imod, og vi kan føle os forkerte. Med hvilke øjne ser vi på os selv? Er det med strenge øjne?

Skammen lever sit liv i det skjulte og næres af negativ selvevaluering. Bliver den taget frem i det åbne – bliver delt, mister den sin næring og kraft.
Skammens største frygt er at blive udstødt, ikke at høre til.

I påsken får jeg Guds bevis på, at jeg er elsket.
Elsket som den jeg er.
Jeg kan ikke gøre noget for at blive elsket mere – og jeg kan ikke gøre noget for at blive elsket mindre.
Jeg er allerede elsket. Jeg hører til.
I en af de ældste salmer, synger vi om Jesus: Du tog vor skyld og bar vor skam.
Hvilken gave! Jeg bliver set på med et blik fyldt af omsorg og nåde.
Hvem er da jeg, at jeg skulle holde fast i mit strenge blik på mig selv?
Nej, jeg kan give slip på skammen, som Han bærer, og må også selv tænke omsorgsfuldt og nådigt om mig!

TAK for påskens gave!

O Jesus Krist, Guds Søn, Guds Lam,
som vil os Himmerig give,
du tog vor skyld og bar vor skam,
vor sjæl at holde i live;
for os du døde og opstod,
du købte os med dit dyre blod,
vor salighed est du alene.

(Aleneste Gud i Himmerig DSS 325)

 

Hent refleksionen som pdf her

Her hvor vi alle sammen er ved at være mere eller mindre corona-trætte, stiller tidligere hospicesygeplejerske Grete Schärfe spørgsmålet:
Mon jeg er den eneste, der har tænkt: “Nu må det snart være nok!”, når …

• nyhederne endnu en gang giver bekymring og usikkerhed om, hvor længe
restriktionerne varer?
• vi hører om endnu en ny mutation?
• en kollega fortæller om sin mistrivsel, angst og udmattelse?
• endnu en ven ringer og fortæller, at han har fået corona?
• jeg skal ringe til de gamle i min familie og aflyse besøg endnu en gang pga. symptomer
der kunne være corona?
• jeg mærker min egen corona-træthed, hudsult og længsel efter knus, fysisk fællesskab
og nærvær?
Hvordan reagerer vi, når alt dette overvælder os?
Giver vi os selv lov til at råbe til Gud: “Nu kan det være nok!”?
Det gjorde Elias (1. Kongebog kapitel 19 vers 4). Han var totalt udmattet efter en hård kamp
med de hedenske profeter på Karmels Bjerg, og nu hørte han, at dronning Jezabel ville have
ham slået ihjel. Oven i udmattelsen var han truet på livet. Ligesom mange af vores kolleger i
dag.
Der står om Elias, at han “blev bange”. Han flygtede en dagsrejse ud i ørkenen. Han sagde: “Det
er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre”. Han lyder næsten, som
om han er depressiv, selvmordstruet og har lavt selvværd. Og han har tilsyneladende ingen
tro på, at Gud kan hjælpe ham op af det dybe hul, han befinder sig i.
Alligevel mødte Gud ham. Hvordan? Elias var “i ørkenen”, hvor der var ro. Der står at “han
faldt i søvn” – hele to gange, hvilket giver et billede af, hvor udmattet han må have været. “En
engel rørte ved ham” og bød ham at spise og drikke. Og styrket af måltidet gik han til Horebs
bjerg, hvor Gud vejledte ham til en ny begyndelse.
Oplever du, at du ligesom Elias befinder dig i en ørken uden lys i horisonten? Husk, at det
netop var i ørkenen, Gud mødte Elias. Råb frimodigt din frustration ud til Gud, ligesom han
gjorde: Nu er det nok! Jeg kan ikke mere! Og må du ligesom Elias opleve hvile, søvn, god
næring, en engels berøring, ny styrke – og en ny begyndelse!

Skrevet af Grete Schärfe, pensioneret hospicesygeplejerske og formand for DKS. Inspireret af Carrie M. Damerons andagtsstykke “It is enough!” fra NCFI Cares.
Andagtsstykket kan rekvireres ved henvendelse til Ingrid Lang Pedersen (ingridlang@get2net.dk)

 

Læs refleksionen som pdf her